Hjemmeside samler ekspertviden om infektioner hos gravide

En ny hjemmeside samler informationer om de forskellige infektioner gravide kan pådrage sig, og om hvordan, de skal behandles. Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg UH har medvirket til udviklingen sammen med kollegaer fra en række af landets øvrige hospitaler.
Center for Gravide med Infektion
Det er det tværfaglige videncenter ”Center for Gravide med Infektion”, der står bag den nye hjemmeside, som er målrettet både sundhedsfaglige, der har brug for hjælp i den akutte fase, samt gravide, der søger viden om infektioner i forbindelse med deres graviditet.

- Som gravid er man ekstra sårbar over for infektionssygdomme, da infektionen også kan have betydning for fosteret og det nyfødte barn, forklarer Gitte Pedersen, der er overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling.

Hun har sammen med kollegaen, hoveduddannelseslæge Nina Rise, stået for at levere det nordjyske bidrag til hjemmesiden i form af artikler, der beskriver opmærksomhedspunkter og behandlinger for omkring 30 forskellige infektionssygdomme.

- Vi har oplevet at det kan være tidskrævende i en travl hverdag at finde oplysninger om de forskellige infektioner i graviditeten og håber med hjemmesiden, at det kan være et samlende opslagsværk, som kan lette hverdagen for både sundhedsfaglige og den gravide, siger Gitte Pedersen.

Center for Gravide med Infektion er et samarbejde mellem de infektionsmedicinske, obstetriske og klinisk mikrobiologiske afdelinger på Hvidovre Hospital, Rigshospitalet, Sjællands Universitetshospital, Roskilde, Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital.

Centret er forankret på Hvidovre Hospital og er støttet af Helsefonden.

Se den nye hjemmeside her: https://www.hvidovrehospital.dk/cgi/

Opdateret